Andreas tester virtual reality til velvære i rummet

Et værktøj til at forbedre mental velvære i rummet er et af de 10 danske projekter Andreas Mogensen arbejder med under sit ophold på Den Internationale Rumstation ISS.

Udstyret i form af et Virtual Reality-headset kaldet VR Mental Care kom op til rumstationen i efteråret, og nu har Andreas testet det med stor succes. Det er DTU Space, der står for projektet, som også inddrager sundhedseksperter fra Aarhus Universitetshospital. Sundhedseksperterne skal analysere de data, der indsamles i forbindelse med test-projektet.

Andreas har indtil videre haft fire vellykkede sessioner med VR-headsettet. Ideen er, at man skal kunne se små film i 3D, så man kan få andre oplevelser, end dem hverdagen på rumstationen typisk byder på.

For eksempel en gåtur i en skov, langs et vandløb eller at opleve en optagelse med familien. Altsammen for at styrke astronauters velvære under længere ophold i rummet. På længere sigt kunne den slags udstyr tænkes anvendt under rejser til Månen eller måske Mars.

Ifølge projektleder på DTU Space for dette forsøg, Per Lundahl Thomsen, fungerer systemet så godt, at det foreløbig har fået 10 ud af 10 i en præstationsvurdering af Andreas Mogensen.

Ifølge Per Lundahl Thomsen er det desuden første gang nogensinde, at et ’Stand-alone’ VR-headset har fungeret i længere tid og mere end blot et par minutter i et næsten ‘nul-tyngdekraft-miljø’ i rummet.

Se mere i videoen her fra ESA

Skrevet og redigeret af Morten Garly Andersen. (Foto: ESA)

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top