På Mission Med Andreas Mogensen
Oplev udstillingen, der inviterer dig med på Andreas Mogensens Huginn mission til Den Internationale Rumstation.

I august 2023 sætter den danske astronaut Andreas Mogensen sig i pilotsædet i toppen af en Space X Falcon-9 raket for at brage gennem atmosfæren og koble sig til den internationale rumstation ISS. Denne udstilling inviterer gæsterne med på rejsen og fortælle om livet ombord på ISS og om de videnskabelige eksperimenter, der skal udføres på Huginn missionen.
Udstillingen har en markant geometrisk og sanserig rumstationstruktur, som i sit design, æstetik og materialevalg sender gæsten på en begivenhedsrig og jordnær “rummission”. En mission hvor forskning, teknologi og rumeventyret formidles gennem astronauten Andreas Mogensens arbejde og hverdag. En hverdag i vægtløs tilstand, der på mange måder er meget forskellig fra en hverdag på Jorden.
Om drømme, forskning og livet som astronaut
Udstillingen består af to spor. Begge lag har Andreas Mogensen som guide og udstillingens omdrejningspunkt i en række videoinstallationer. I det ene spor fortæller Andreas med egne ord om sin drøm om at blive astronaut, fascinationen af livet i rummet og livet som astronaut på ISS. I det andet spor fortæller han om de mange forskningsforsøg, som han skal gennemføre og teste under sit seks måneder lange ophold på rumstationen.
Sammen med Andreas Mogensens fortællinger præsenterer udstillingen modeller og artefakter fra udvalgte forsøg, der er tilknyttet Huginn missionen. Forsøgene har fokus på teknologier, der skal forbedre astronauternes trivsel samt teknologier, der fx skal sikre, at alt vand ombord på rumstationen kan filtreres og genanvendes som rent drikkevand. Ligeledes skal Andreas og hans mandskab gennemføre forsøg og foretage en løbende dataindsamling, som skal være med til at gøre forskere klogere på klodens energibalance og klimaets udvikling.
Hvor og hvornår kan man opleve udstillingen
Der er produceret tre identiske udstillinger, som bliver præsenteret på forskellige museer og institutioner rundt om i landet i løbet af 2023-24. Udstillingen kan opleves fra august på Experimentarium i Hellerup, Danmarks Tekniske Museum i Helsingør og Science Museerne i Århus. De tre steder åbner udstillingen på forskellige datoer, så hold øje med deres hjemmesider og med kalenderen her på Rumrejsen.dk. Fra december/januar frem til foråret 2024 vil udstillingen kunne opleves på Kroppedal Museum, Observatoriet i Brorfelde og i Industriens Hus i København.
Læs mere om udstillingen Rumrejen HER
Jorden er blot en meget lille del af et enormt univers. Hvem ved, hvad der gemmer sig ude i universet? Og hvem ved, hvad der venter på os, hvis vi blot vi tør rejse derud?
– Andreas Mogensen