Rumrejsen-ambassadør: Rumfart gør det umulige muligt

Af Thomas A.E. Andersen, administrerende direktør, Danish Aerospace Company A/S.
Ambassadør for Rumrejsen2023.

Menneskeheden kan virke ubetydelig i det uendelige univers. Men noget, der rækker langt ud over os selv, er vores nysgerrighed, vores trang til at udforske. Og i forlængelse heraf vores opfindsomhed.

Rumforskning og rumfart er netop områder, hvor menneskelig opfindsomhed konstant udvider grænserne for vores formåen.

Udbyttet af rumfart kan have langtrækkende muligheder for fremme af videnskab, teknologi og generelle forbedringer af livet på Jorden. Apollo-missionerne har eksempelvis bidraget til og accelereret udviklingen af den mikroteknologi, som vi i dag nyder aldeles godt af med vores smartphones. Derudover kan vi takke rumfart for opfindelser som bærbare computere, computermus, trådløse headsets og boremaskiner, memoryskum, frysetørret mad og meget, meget mere.

Lige nu er Andreas Mogensen et bevis på, at de vildeste drømme kan gå i opfyldelse, og Danish Aerospace Company A/S (DAC) glæder sig over at støtte hans mission med tre nye teknologiudviklinger. Vi kan ikke alle blive astronauter, men der ville ingen rummissioner være, hvis det ikke var for tusindvis af menneskers ihærdige indsatser. DAC er et eksempel på, at man sagtens kan sigte efter stjernerne og bidrage til rumbranchen og rummissioner. Selv, når man har hjemme i et lille land som Danmark. Det er bestemt ikke nemt, men det betyder ikke, at det er umuligt.

Rumrejser er afgørende for menneskets udvikling. Det er et felt, der overskrider nationale grænser, for i sidste ende, så er det vores planet, Jorden, vi alle har til fælles. Hvis vi skal passe både på den og på hinanden, så skal vi løfte blikket. For hvilke umuligheder står mon i kø til at blive mulige næste gang?

‘Fremad, mod det uendelige univers,” som det lyder i en kendt tegnefilm…’

Kontaktinfo:
Thomas A.E. Andersen, Danish Aerospace Company A/S
Email: ta@danishaerospace.com

Træningsudstyr til brug i rummet fra DAC (Fotos: Danish Aerospace Company A/S)

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top