Andreas Mogensen blev hyldet som ‘Danmarks rumhelt’

Børnehavebørn sad tålmodigt langs den røde løber i Experimentariums forhal og så længselsfuldt mod indgangen. Koret fra Aurehøj Gymnasium stod klar til at synge Elton Johns “Rocketman”, og resten af lokalet var spækket med børn, unge og voksne. Uddannelses- og forskningsministeren var der. Spændte forskere, der har samarbejdet med Andreas under missionen, var der. Og en masse almindelige danskere. Alle var de mødt op for at hylde ‘Danmarks rumhelt’.

Og pludselig kom hovedpersonen selv gående ad den røde løber og blev modtaget med klapsalver, før han gik i gang med at fortælle om sine mange oplevelser i rummet det seneste halve år. Dermed var et brag af et event skudt i gang og astronaut Andreas Mogensen blev officielt modtaget og fejret i Danmark efter sin rumrejse til Den Internationale Rumstation, der varede godt seks måneder.

Inden han kom til Danmark, blev han genforenet med sin familie og gennemgik genoptræning efter sit ophold på rumstationen, som sluttede den 12. marts, da han landede sikkert i vandet ud for Floridas kyst sammen med resten af besætningen fra Crew-7, som han var en del af.

“Kroppen skulle lige vende sig til Jorden og tyngdepåvirkningen igen. Jeg har haft det lidt skidt, ikke noget alvorligt, men lidt hovedpine og ømhed i kroppen, som efter en lang flyvetur, og jeg er heller ikke helt klar til at løbe en lang tur endnu,” fortalte Andreas Mogensen med et smil efter at have takket for den varme og hjertelige velkomst på Experimentarium.

Og så skulle der ellers svares på spørgsmål: ‘Var du bange under din rumrejse?’, ‘Hvordan er det at være så langt væk i så lang tid væk fra familien og dine tre børn?’, ‘Hvad er det mest spændende forsøg, du har udført på rumstationen?’ og mange andre.

Også Andreas Mogensens øverste chef, Joseph Aschbacher, generaldirektør i den europæiske rumorganisation ESA, var til stede for at sige et par ord om Andreas’.

“Jeg er rørt over at se jeres flotte modtagelse af Andreas her i dag, han er en sand dansk helt,” sagde han og vendte sig derefter mod Andreas:

“Og det er ikke bare jer, der synes, han er fantastisk. Det gør vi også hos ESA og NASA. Han blev den første ikke-amerikanske pilot på en NASA-opsendelse, da han og Crew-7 blev sendt afsted med et Space-X-fartøj fra USA til rumstationen, og han var efterfølgende kommandør i næsten et halvt år, det længste en europæer nogensinde har ledet rumstationen under en mission. Den slags poster på en rummission får man ikke bare tildelt. Man gør sig fortjent til dem gennem sine handlinger. Og i sine år hos ESA og senest under sin udstationering for NASA inden hans seneste rummission har Andreas vist, at han er en superkompetent og afholdt astronaut”.

Andreas lyttede og svarede udførligt på alle spørgsmål, inden receptionen på Experimentarium ebbede ud, og han kunne forlade stedet efter de sidste selfies med rumglade danskere.

Tidligere på dagen var han blevet modtaget på dansk jord af Danmarks Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund, som nævnte, at hun først i forbindelse med Andreas Mogensens missioner for alvor har fået øjnene op for, hvor fantastisk og vigtigt rumfart er for Danmark og for evnen til at skabe begejstring og interesse for teknik og naturvidenskab.

Resten af ugen står også i hjemkomstens tegn for Andreas. Torsdag deltager han i et institutmøde på DTU Space i kraft af sin titel som adjungeret professor ved DTU. Fredag eftermiddag står den på modtagelse af Københavns overborgmester Sofie Hæstorp Andersen på rådhuset med pandekager på menuen. Og samme aften deltager Andreas i den traditionsrige årsfest på DTU, hvor også Kong Frederik og Dronning Mary er gæster.

Fejringen på Experimentarium var organiseret af Rumrejsen, som er et landsdækkende samarbejde om formidling i forbindelse med Andreas’ mission for at fremme børn og unges viden om betydningen af forskning og teknisk videnskab.

Tekst og redigering: Morten Garly Andersen
Foto: DTU Space

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top