Danmarks engagement i rummet vokser

Af Mikkel Haarder. Underdirektør i DI. Ambassadør for Rumrejsen.

Andreas Mogensen er denne uge vendt hjem fra sin mission på Den internationale rumstation. Men Danmarks rumeventyr er kun lige ved at begynde. For Danmarks engagement i rummet vokser.

Selvom det er ukendt for mange, så har Danmark en betydelig erhvervssektor inden for rumområdet. Vi har omkring 200 virksomheder, der tilsammen genererer en årlig omsætning på over fem milliarder kroner og beskæftiger omkring 2.400 mennesker. Og med de teknologiske fremskridt, der er på vej, er der ingen grund til at tro, at det bliver mindre i fremtiden.

Derfor er jeg også glad for, at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har annonceret en ny rumstrategi, der skal løfte de danske potentialer.

En af de vigtigste betingelser for, at vi kan udvikle den dansk rumbranche yderligere er, at vi har tilstrækkeligt mange mennesker med de rette kompetencer. Jeg er en af ambassadørerne for projektet “Rumrejsen”, der har til formål i at inspirere de næste generationer af unge med udgangspunkt Andreas Mogensens rummission. Målet er at få flere til at overveje en erhvervsfaglig, naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse, der kan være relevant for rumområdet.

En del af det undervisningsmateriale, der er blevet udviklet i regi af Rumrejsen, bruges allerede på flere uddannelsessteder, og kan også fremover bruges til at inspirere unge. Det er blandt andet undervisningsforløbet “Fremtidens Rumstation”, der indeholder materiale til elever på alle niveauer fra indskoling til de gymnasiale- og erhvervsfaglige uddannelser.

Med til forløbet hører videoressourcer med danske virksomheder, der bidrager med viden, som elever og studerende kan trække på, når de i undervisningen skal designe nye moduler til en rumstation.

I undervisningsmaterialet er blandt andet en video om drivhusmodulet, produceret med bidrag fra Nordic Harvest. En video om rumstationens træningsmodul med bidrag fra Danish Aerospace Company. En video om et sovemodul med bidrag fra SAGA Space Architects samt en video om teknikmodulet med bidrag fra virksomheden Terma Space.

(Indlægget har også været bragt på Mikkel Haarders Linkedin-profil)

Læs mere om undervisningsmaterialet “Fremtidens rumstation” fra Dansk Esero, og hvordan de danske cases kan bruges i undervisningen.

Fotos: Andreas Mogensen kort efter hans tilbagevenden til Jorden tirsdag 12. marts 2024 (NASA/J.Kowsky). Rumfartøjet med Andreas og resten af Crew7 under ‘splashdown’ ud for Floridas kyst. (NASA)

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top