Fødselsdag ‘with a view’ på rumstationen

I torsdags, den 2. november, fejrede Andreas Mogensen sin 47 års fødselsdag ombord på Den internationale rumstation, ISS. Der blev i den anledning sendt mange fødselsdagshilsner afsted, blandt andet fra familien, en masse venner og fra DTU. Det er ikke mange mennesker, der har haft fornøjelsen af at fejre fødselsdag i rummet, så det var en lidt speciel dag, skriver Andreas på sin facebook-profil:

“I dag er min fødselsdag, og jeg får lov til at fejre den i rummet! Det er en anderledes fødselsdag for mig i år, fordi jeg er væk fra min familie. Heldigvis har jeg en fantastisk besætning heroppe, der fejrede den med mig,” skriver Andreas blandt andet og ledsager sit facebook-opslag med et foto, hvor han sidder med et kamera i Cupola’en, det meget eftertragtede observatorie-rum på ISS, hvorfra der er en smuk udsigt til bl.a. Jorden.

Og fortsætter:

“I Danmark fejrer vi jo vores fødselsdag med vores flag. Det bliver mere end det danske flag ‘Dannebrog’ – det bliver et fødselsdagsflag, der symboliserer glæde, fest og smil. Vi har også et udtryk, der siger, at hvis solen skinner på din fødselsdag, betyder det, at du har været god i året – og solen skinner altid i rummet”.

Her fra Rumrejsen-sekretariatet ønsker vi også Andreas et stort tillykke med fødselsdagen.

Skrevet af Morten Garly Andersen. (Foto: NASA/ESA).

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top