Minister støtter en måne-mission til Andreas

Danmarks Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) ser gerne, at ESA-astronaut Andreas Mogensen tager med, når NASA igen sender astronauter til månen. Det skriver dagbladet Børsen lørdag (9. september 2023).

“Det vil vi selvfølgelig tale for i ESA med baggrund i Andreas’ åbenlyse kvalifikationer som ESA-astronaut, og hvis det er noget, Andreas Mogensen måtte ønske,” lyder det fra ministeren i en skriftlig kommentar til Børsen.

Sådan en mission er under planlægning og ventes at finde sted inden for en overskuelig årrække, måske allerede i 2025-27, mens Andreas Mogensen stadig er astronaut.

Rumrejsen-ambassadør og professor i rumteknologi på DTU Space, John Leif Jørgensen, siger til avisen, at Andreas helt klart har en chance for at komme til månen med NASA.

Også den europæiske rumorganisation, ESA, ønsker sig, at turen bliver med europæisk deltagelse, men intet er besluttet endnu, skriver Børsen.

Her på Jorden kan du i mellemtiden teste, om du selv kan klare nogle af de krav, der stilles til astronauter: Tag Astronaut-testen her på vildmedrummet.dk. Det er et site om rummet for skoler og ungdomsuddannelser udviklet af DTU med støtte fra Novo Nordisk Fonden.

(Skrevet og redigeret af Morten Garly Andersen. Foto: ESA/NASA)

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top