Trøje fra ministeriet på ISS

Andreas Mogensen i sort løbetrøje. Foto: Andreas Mogensen/ESA

Den sorte løbetrøje, som Andreas Mogensen har på, er én ud af en snes udvalgte kulturgenstande, der er med på Andreas’ Huginn-mission til Den Internationale Rumstation ISS, hvor der også bliver taget billeder af dem. Ved at fotografere dem dér, får både vi herhjemme og andre ude i verden mulighed for at reflektere over nogle af de særlige ting, vi står for og gerne vil være kendte for i Danmark.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen skriver på sin LinkedIn

Uddannelses- og Forskningsministeriets løbetrøje er ikke bare blevet luftet i København og Odense de seneste dage. Den danske ESA-astronaut @Andreas Mogensen er også trukket i vores trøje på den internationale rumstation ISS, 400 km oppe i rummet!

Andreas har netop sendt os denne video i anledning af DHL-løbet, som mange har deltaget i disse dage her på jorden. Video:ESA/AM.

Trøjen er en af flere kulturgenstande, som Andreas Mogensen har med sig i rummet, der repræsenterer vigtige begivenheder i Danmark.

Den kombinerer hans ønske om at have noget med fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, fordi vi understøtter Huginn missionen, og fra DHL-løbet, det største nationale motionsevent med 200.000 deltagere.

Også i rummet er motion nødvendig, så vi har givet ham trøjen med, som han kan træne i – for eksempel på den nye danske motionscykel FERGO fra Danish Aerospace Company eller på løbebåndet.

Den manglende tyngdekraft i rummet påvirker nemlig astronauternes kroppe bl.a. ved tab af muskelstyrke og knogle- og muskelmasse. Så for at holde sig stærke, til f.eks. at tage på rumvandring, og til at kunne gå, når de kommer hjem igen, er træning en fast del af programmet for Andreas Mogensen og hans kollegaer på den internationale rumstation ISS.

Stor tak til Andreas for den fine hilsen! Vi ønsker dig en fortsat god Huginn mission!

Klik på billedet for at afspille videoen. Video credit: ESA. Andreas Mogensen skriver på sin egen facebook-side denne kommentar:

“At lære at flyve er meget nemmere denne gang, men det er stadig en forhindringsbane at komme igennem de fleste af rumstationens moduler på grund af kabler og udstyr som er overalt 🧑‍🚀

(Redigeret af Ole J. Knudsen)

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top