De 10 forsøg som Andreas skal udføre
En stor del af tiden i rummet bliver brugt på at lave videnskabelige eksperimenter. Som dansk astronaut kommer Andreas Mogensen til at lave forsøg for forskere fra hele verden.
På Huginn-missionen, er der afsat særlig tid til, at danske forskere og virksomheder kan få udført deres egne forsøg. I 2022 blev 10 danske forsøg udvalgt af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Forsøgene spænder bredt, men mange af forsøgene har det tilfælles, at de skal udvikle teknologier til at gøre Andreas Mogensens og fremtidige astronauters rumrejser mere behagelige. Forsøgene er omtalt her, på ministeriets hjemmeside.
Forsøgene er kort beskrevet her:
Du kan også finde en uddybet beskrivelse af nogle af forsøgene i Magasinet Dansk Rumfart nr. 80 fra oktober 2023 og 81 fra januar 2024: https://www.rumfart.dk/publikationer-og-nyheder/dansk-rumfart/
1. Lys i rummet
Andreas Mogensen skal teste lyspaneler designet af rumarkitekterne SAGA Space Architects. Lyspanelerne skal efterligne dagslyset her på Jorden, og hjælpe Andreas Mogensen med at få en bedre døgnrytme og en bedre søvn.
Her er en nærmere omtale af forsøget circadian light og de foreløbige resultater. Her er desuden en artikel om det, at sove i rummet.
2. Kæmpelyn i atmosfæren skal filmes med 100.000 billeder i sekundet
Under Andreas Mogensens første mission tog han billeder af opadgående lyn fra rumstationens Cupola-vindue. I dette forsøg skal han gøre det igen, men nu med et kamera, som kan tage 100.000 billeder i sekundet, Det gør det muligt at se masser af detaljer i de opadgående lyn. Forsøget er i samarbejde med DTU Space.
Her er en nærmere omtale af forsøget og de foreløbige resultater.
3. Demonstration af Wearable til rummet og ekstreme miljøer
Det er hårdt for kroppen at være i rummet, og derfor skal Andreas Mogensen teste et nyt system fra rumvirksomheden DAC til overvågning af helbredet. Systemet kan give information om, hvordan Andreas Mogensen har det fysisk og sende disse data ned til specialister på Jorden. Og det særlige er, at det er let at anvende.
Her er en beskrivelse fra Danish Aerospace Company af forsøgene og de foreløbige resultater.
4. Andreas Mogensen tager billeder af Månen fra ISS
Når det ikke er fuldmåne, kan vi alligevel nogle gange se, at den ikke-oplyste del af Månen lyser en lille smule. Det kaldes for jordskin, for det er lys, som er reflekteret fra Jorden, og som derefter rammer og reflekteres fra Månen.. Andreas Mogensen skal tage billeder af jordskinnet ude fra rummet, fordi det kan give forskerne på DMI viden om Jordens energibalance. Disse data er mere præcise end data fra satellitobservationer.
Her er en nærmere beskrivelse af forsøget og de foreløbige resultater. Alle har kunnet deltage i forsøget, og her er en beskrivelse af, hvordan.
5. Virtual Assistance Mental Balance (VAMB)
Tænk, hvis man skulle se på de samme ting hver dag i et halvt år. Det er realiteten for astronauterne på Den Internationale Rumstation. For at skabe afveksling og øge Andreas Mogensens psykiske velvære, skal han teste en række videoer med VR-briller, der er særligt udviklet til at fungere i rummet. Projektet er lavet i samarbejde med DTU Space.
Her er en nærmere omtale af forsøget og de foreløbige resultater.
6. Virtuel Reality til motion i rummet
Astronauter skal træne flere timer om dagen for at undgå, at deres kroppe forfalder. Når de er i vægtløs tilstand, bruger de ikke deres muskler, som vi gør her på Jorden. Derfor er træningen vigtig – særlig under længere missioner. Men to timers træning om dagen kan godt blive lidt kedeligt, så derfor skal Andreas Mogensen teste et VR-system fra virksomheden DAC, når han skal cykle på rumcyklen, der er udviklet af samme virksomhed. I VR-brillen kan han så opleve forskellige cykelruter, som han kan følge.
Her er en beskrivelse af forsøget, af konkurrencen op til og af de foreløbige resultater.
7. Test af MD-filtersystem til vandrensning i rummet
Det er dyrt at fragte forsyninger op til Den Internationale Rumstation. Derfor genbruger astronauterne så meget som muligt. Det gælder særligt vandet, som astronauterne drikker. Når de tisser vandet ud igen, renses det og genbruges som drikkevand. Andreas Mogensen skal under sin mission teste et vandfiltreringssystem fra virksomheden Aquaporin.
Her er en beskrivelse af forsøget fra firmaet Aquaporin.
8. EEG-målinger i øret skal måle astronauters søvn
Når vi lægger os til at sove, så lægger vi os på puden og trækker dynen hen over os. Men astronauterne kan ikke sove sådan i vægtløs tilstand, og derfor har de i stedet en sovepose sat fast på væggen i deres lille værelse. Mange astronauter fortæller, at de ikke sover særligt godt, og derfor vil forskere på Aarhus Universitet overvåge Andreas Mogensens søvn og få information om, hvordan man kan forbedre den.
Her er en beskrivelse af forsøget, og de foreløbige resultater.
9. Rock-IoT Science
I dette forsøg vil danske skolebørn få mulighed for at programmere forsøg, som skal testes i vægtløs tilstand på Den Internationale Rumstation. I samarbejde med Lego Education og SpaceTech DenMACH kan skolebørn fra Danmark, Færøerne og Grønland lære mere om rummet og programmering.
Her er en nærmere omtale af forsøget Mission Ultra Space og de foreløbige resultater.
10. 3D metalprint i vægtløshed
Forestil dig, at astronauterne pludselig står og mangler en skruetrækker. Det er dyrt at sende ting til rumstationen, men med nye muligheder indenfor 3D-print med metal kan astronauterne producere forskellige typer værktøj og reservedele i selve rumstationen. Derfor skal Andreas Mogensen, sammen med DTU Space, montere en ny 3D-printer, hvor astronauterne senere skal teste forskellige typer af metal-3D-print i vægtløs tilstand.
Her er en omtale af 3D-forsøget. Og her monterer Andreas Mogensen og Satoshi Furukawa den 80 kg tunge printer.